torsdag den 31. december 2009

Godt nytår fra elektronikgrej.dk

Vi ønsker jer alle et rigtigt godt nytår og håber I kommer godt ind i det nye årti.

Allerede fra starten af det nye år kommer der til at ske ting og sager, når verdens største forbruger elektronikmesse Consumer Electronics Shows (CES) 2010 løber af stablen 7.-10. januar i Las Vegas. Vi dækker nyhederne indgående, selvfølgelig med fokus på hvad der også kommer til Danmark på et tidspunkt.

Godt nytår!!!

onsdag den 30. december 2009

Quad Core maskine til under 2500 kroner

Markedet for billige desktop PC’er uden skærm er nu blevet indtaget af Quad Core maskinerne med wupti.com’s tilbud på Medion Akoya P36865D. Det er måske ikke den mest kraftige bestykning og den kommer med Vista i stedet for Windows 7, men til gengæld er prisen på kr. 2.499,- særdeles konkurrencedygtig.

  • 2,4 GHZ Intel Core 2 Quad Q6600
  • 4096 MB DDR2 RAM
  • 500 GB harrdisk, 7200 rpm
  • nVidia GeForce 8600 GS med 256 MB dedikeret
  • Multi-layer DVD brænder
  • Windows Vista Home Premium

Se mere på wupti.com’s side.

mandag den 28. december 2009

Gyldne spillekonsoller

Mens du venter på Nokia 6700 classic Gold Edition, så var det måske en ide at overveje en gylden spillekonsol? Hvad med:

  • En Nintendo Wii Supreme i 22 karat guld til £299.995,00.
  • En Sony PS3 Supreme i 22 karat guld til £199.995,00.

Med henholdsvis 2,5 og 1,6 kg guld er der tale om lidt mere end et tyndt lag forgyldning.

Se konsollerne hos stuarthughes.com, der også har mobiltelefoner med en bling-faktor lidt udover det sædvanlige.

tirsdag den 22. december 2009

Popcorn Hour får SHOUTcast radio

Syabas, producenten bag Popcorn Hour media-afspilerne, annoncerede mandag at de vil tilbyde gratis SHOUTcast radio i deres  A-110 og C-200 afspillere.

Dette vil give umiddelbar adgang til over 32.000 radiostationer fra over 150 lande.

Kilde: Syabas

mandag den 21. december 2009

Gratis Wi-Fi hos McDonald’s

Vent, det er da ikke nogen nyhed? Nej, ikke i Danmark, men hvis turen går til USA, vil det måske glæde dig at Restaurant Den gyldne Måge fra midten af januar ikke længere vil tage penge for at bruge deres Wi-Fi hotspots. (Det plejede at koste $2,95 for to timer.) Og at finde den nærmeste McD er som bekendt ikke noget problem for en GPS.

Kilde: WSJ

TDC streamer 6,1 mio. musiknumre

Siden 1. april 2008 har TDC bredbånds- og mobilkunder kunnet downloade og derefter afspille 6,1 mio. musiknumre fra TDC Play og YouSee Play.

Nu lancerer TDC en beta-version af en streamingtjeneste, hvor man ikke længere skal bekymre sig om at downloade musikken først, i stedet kan man bare afspille den direkte fra nettet. Planen er at denne tjeneste skal starte rigtigt op fra 1. januar, og det vil stadig være muligt at downloade musikken hvis man foretrækker det.

Senere i løbet af 2010 vil det også blive muligt at streame til sin mobil.

Er du bredbåndskunde hos TDC/YouSee, så gå ind på www.tdc.dk/musik allerede i dag og prøv den nye tjeneste.

søndag den 20. december 2009

Elektronikgrej på twitter

Twitter-brugere kan fremover følge med på elektronikgrej.dk her: http://twitter.com/elektronikgrej

JVC lancerer to nye trådløse soundbar systemer

To nye trådløse soundbar systemer blev i denne uge lanceret af JVC i USA; TH-BA3 og TH-BS7.

JVC TH-BA3TH-BA3 indeholder en 280-watt forstærker (5.1), trådløs subwoofer og som noget nyt også trådløse baghøjttalere. Det skulle altså være muligt at få et rigtigt surround-anlæg op uden alt for mange ledninger. Det må da give en høj score på WAF-barometeret.

JVC TH-BS7TH-BS7 er med en lang tynd soundbar og en væg-monterbar 180-watt forstærker. I denne model er der ikke baghøjttalere, i stedet simuleres surround-effekten ved hjælp af JVS’s Frond Surround teknologi. Til gengæld er både soundbar og forstærker supertynde, så de matcher et moderne fladskærms-TV.

Der er endnu ikke oplysninger om hvornår disse modeller kommer til Danmark.

Se også den originale pressemeddelse fra JVC her.

søndag den 13. december 2009

Google Chrome (beta) nu også til Mac og Linux

Tidligere var Google’s internetbrowser Chrome udelukkende tilgængelig for Windows. Det har Google nu rådet bod på med to nye beta-udgaver til hhv. Mac og Linux.

Mac-versionen er beregnet til OS X 10.5 eller nyere (kun Intel), og Linux-udgaven er til Debian, Ubuntu, Fedora og openSUSE.

De nye versioner kan hentes fra http://www.google.com/chrome, kig efter download links i nederste højre hjørne.

lørdag den 12. december 2009

Byg din egen MP3-afspiller

Den belgiske elektronikbyggesæts-fabrikant Velleman kommer snart med kit nr. K8095 - en MP3-afspiller, for dig der gerne vil bygge alting selv.

Afspilleren er beregnet til SD/SDHC kort, og har en indbygget IR receiver, samt mulighed for at at udvide med RF fjernbetjening.

Pust liv i din netbook med Jolicloud

Til dig der overvejer Windows 7 for at friske din netbook op, så er der et alternativ på trapperne fra franske Jolicloud. (Hvor bl.a. svenske Niklas Zennström kendt fra Skype sidder med i bestyrelsen.)

De har for nylig frigivet en pre-beta af deres Jolicloud OS, som er en Linux-udgave målrettet specielt mod netbooks og bygget på Ubuntu Netbook Remix, optimeret til Intel Atom processoren.

At denne udgave er pre-beta betyder at man nu ikke længere skal have en invitation for at downloade, man kan bare gå direkte til deres hjemmeside og hente den.

Jolicloud skal efter sigende kunne installeres på 15 minutter, og det kan også sættes op til at køre ved siden af Windows, ligesom det kan fjernes igen med Add/Remove Programs.

På Jolicloud’s hjemmeside finder du listen over kompatible enheder.

Systemet har en masse applikationer præ-installeret, primært sociale og web-baserede applikationer som kører under Mozilla Prism, men også egentlige lokalt kørende applikationer som OpenOffice, VLC, Skype og Firefox. (Sidstnævnte tæller ikke med som en web-baseret applikation!)

fredag den 11. december 2009

Sony frigiver PS3 firmware version 3.15

Udrulningen af firmware version 3.15 til PlayStation 3 er begyndt. Der er tale om en valgfri opgradering, dvs. man skal selv aktivt gå ind i menuerne og checke for en ny version.

Udover fejlrettelser indeholder opgraderingen to nye features:

  • Muligheden for at spille PSP “mini”-spil. (Ikke de rigtige PSP-spil, desværre.)
  • En LAN data transfer utility til at overføre data mellem to PS3-maskiner forbundet med et Ethernet-kabel.

Kilde: Shacknews

Logitech udskyder Squeezebox Touch til februar

Squeezebox Touch

Tilbage i september annoncerede Logitech to nye medlemmer af Squeezebox-familien: Radio & Touch. Squeezebox Radio findes allerede i butikkerne, og Squeezebox Touch skulle komme til december. Som navnet antyder skulle Touch indeholde et trykfølsomt display.

Nu er Touch imidlertid blevet udskudt til februar uden nogen yderligere forklaring fra Logitech’s side. Ingen tvivl om at det smerter at produktet ikke nåede at komme med ud til julehandelen.

Kilde: Electronista

torsdag den 10. december 2009

Seagate planlægger ultra-tynde drev til netbooks

På CES 2010 til januar vil Segate lancere endnu en ny serie ultra-tynde drev beregnet specielt til netbooks og tynde laptops.

De nye ultra-tynde drev på skal efter sigende være 7 mm høje, dvs. 25% tyndere end de nuværende 2,5-tomme drev på enten 9,5 mm eller 12,5 mm. (Interessant hvordan amerikanerne måler bredde i tommer og højde i millimeter.)

Kapacitet og pris er endnu ukendte, men Seagate melder at disse drev vil være betydeligt billigere end SSD og 1,8-tomme drev, hvilket vil være med til at drive prisen på tynde laptops yderligere ned.

Kilde: hothardware.com

Nokia 6700 classic Gold Edition

Nokia 6700 classic Gold Edition

Så er finans-krisen vist ovre!! Nokia har lanceret en ny udgave af den stylede Nokia 6700 classic, denne gang i en udgave beklædt med 18 karat guld. (Udenpå rustfrit stål.)

Teknisk set er den identisk med den oprindelige 6700 classic, det vil sige bl.a. 5 megapixel kamera, GPS/A-GPS og 3G.

Den forventede salgspris bliver DKK 2800,- eksklusive moms og uden eventuelle tilskud og forventes at komme på markedet i første kvartal af 2010.

onsdag den 9. december 2009

Seagate går SSD-vejen: Pulsar

I starten af denne uge annoncerede Seagate deres entre på markedet for solid-state drev med den nye serie af Pulsar-drev til servere.

Pulsar-drevene bruger SLC (single-level cell) i modsætning til den billigere, men langsommere MLC (multi-level cell) teknologi. De er udformede som almindelige 2,5-tomme drev med et SATA 3Gb/s interface, og findes i tre udgaver med hhv. 50/100/200 MB.

Indtil videre sælges drevene kun til OEM server-producenter, så vi kan jo kun se frem til at de også kommer til desktop-markedet, så der kommer noget mere konkurrence på priserne.

Læs mere om Pulsar-serien hos Seagate.

YouSee introducerer gratis web-tv

YouSee har fra 8. december indført fri adgang til web-tv for selskabets bredbåndskunder. Det vil altså sige at man både skal have YouSee kabel-tv og YouSee bredbånd for at kunne nyde godt af dette tilbud.

På adressen yousee.tv kan brugerne se op til 30 af YouSee's kanaler, og når tjenesten er fuldt udbygget vil udbudet være på mere end 50 kanaler. Det aktuelle udbud vil selvfølgelig være begrænset af hvilken tv-pakke man har hos YouSee.

Ikke-kunder kan købe sig adgang til at se YouSee web-tv, indtil videre dog begrænset til 23 tv-kanaler. (Uden bl.a. TV3.) Prisen for ikke-kunder er 199 kroner for et 30-dages abonnement, eller 39 kroner for 24 timers adgang.

Udover tv-kanalerne kan man også leje premierefilm og klassikere for mellem 19 og 39 kroner for 24 timers adgang.

Tv-programmerne sendes i enten 600 eller 1200 kbit, hvorimod lejefilm sendes i enten 800 eller 1600. I begge tilfælde skiftes der dynamisk mellem de to kvaliteter alt efter den tilgængelige båndbredde, eller man kan vælge at låse sig fast på den høje kvalitet. Afspilleren er web-baseret og bygger på Flash 10. Internet Explorer, Firefox og Safari er understøttede.

Se mere om priser og kanaludbud her

tirsdag den 8. december 2009

Icon Harmony

Logitech Harmony One
Hvis du har købt en Logitech Harmony fjernbetjening og savner kanal-ikoner til displayet, så skulle du tage og kigge forbi iconharmony.com. De har en kæmpe database med ikoner for forskellige TV-kanaler, også de nyeste danske.
Hvis du ikke aner hvad en Logitech Harmony fjernbetjening er, så skulle du tage og kigge her.

Kjell & Company

Var i Malmö i lørdags med brormand og svigerinden. Hun og min kæreste forsvinder ind i Lindex for at kigge på tøj - brormand og jeg kigger os omkring og beslutter os for at gå ind hos et etablissement ved navn Kjell & Company.

Det ligner en lille computer-/elektronik-forretning, og butikken i sig selv ser da heller ikke ud af så meget. Til gengæld blev vi tilbudt deres katalog, og det er altså sager. Et lille A5-format med over 400 sider. Her er læsestof til mange gode stunder. :-)

Hvis man tager til Malmö kan det godt anbefales at kigge forbi i en af deres butikker. (Der er 5 af dem bare i Malmö alene.) Derimod tror jeg ikke det kan betale sig at bestille over nettet hos dem.

Du kan bladre i deres katalog online her, eller downloade det som PDF-fil herfra.